SAFe® skaber god dynamik i teamet

Interview med ProData-konsulent Kent Meiling Sørensen, løsningsarkitekt i BEC.

I dette interview fortæller ProData-konsulent Kent Meiling Sørensen, hvordan SAFe® og de dertilhørende arbejdsgange og processer bidrager til at skabe en unik gruppedynamik og et godt samarbejde i teamet.

I BEC er det tydeligt, hvordan implementeringen af det agile rammeværk SAFe® fylder. Scrum boards, program boards, PI objectives og store mængder af post-its pryder væggene, når man kommer ind bag dørene i den store IT-virksomhed. I et af BEC's 47 agile teams sidder løsningsarkitekt Kent Meiling Sørensen, der til dagligt knokler i samarbejde med sit team på de leverancer, de i fællesskab har forpligtet sig til overfor hele det agile release train (ART), de er en del af. På de såkaldte PI plannings har teamet i fællesskab defineret, hvilke leverancer de er i stand til at levere de kommende 3 måneder og har overfor de øvrige teams i ART'en forpligtet sig til dette.

Et fælles ansvar

Netop det faktum, at teamet i fællesskab har givet en udmelding, og at de står til ansvar overfor en større mængde af teams, der er afhængige af deres leverancer, skaber en særlig gruppedynamik og samarbejde.

”Hvis vi lover noget, så holder vi det. Det står vi sammen om. Vi har en kultur i teamet, hvor vi alle er bevidste om, at vi skal hjælpe hinanden, hvis vi skal nå i mål,” siger Kent Meiling Sørensen og uddyber:

”Eksempelvis havde vi vildt travlt op til en bestemt leverance og var især pressede på testdelen. Det var helt naturligt for resten af os at gå ind at hjælpe, selvom de færreste af os var ansvarlige for test. Det vigtigste var, at vi som team nåede i mål med vores leverance.”

Selvom man ikke har spidskompetencer inden for det givne felt, er det en del af gruppedynamikken i de agile teams, at man i fællesskab hjælper hinanden med at få skubbet leverancerne i mål til aftalt tid og kvalitet. I teamet har den fælles ansvarsfølelse været med til at skabe en kultur, hvor alle tør tage ansvar, bidrage og bringe nye ideer på banen. Det gør også, at læring og udvikling i hvordan teamet samarbejder kommer mere naturligt, fordi alle tør stille spørgsmål og udfordre. Og udvikling er en nødvendighed, da det er de færreste arbejdsgange og processer, der sidder i skabet fra start.

”Vi har eksempelvis stadig mange diskussioner om, hvordan og hvor meget vi skal nedbryde og forfine vores ’user stories’. I starten famlede vi os lidt frem, men som tiden er gået er vi blevet skarpere og skarpere. Det er en løbende proces, hvor der skal arbejdes med metoden, og der er stadig plads til forbedringer. Det har selvfølgelig noget med træning at gøre, men udviklingen var gået langsommere uden den gode gruppedynamik”.

Det gode samarbejde man får skabt internt i teamet, men også på tværs af alle teams i ART'en er ikke den eneste fordel. For når afhængighederne mellem teams og mellem teammedlemmerne er så tydeligt italesat og illustreret, som de er, når man arbejder med SAFe®, betyder det ifølge Kent Meiling Sørensen også, at man er i stand til at fange nogle problemstillinger tidligere i processen, end man normalt ville:

”Tingene kommer meget hurtigt frem i lyset, og det betyder, vi opfanger fejl og forkerte løsninger meget tidligere i processen. Samtidig går vi heller ikke og venter på hinanden, fordi vi konstant er bevidste om, hvornår de indbyrdes afhængigheder og leverancer skal være klar. Ligesom vi også arbejder på at få vores slutbrugere til at deltage mere aktivt tidligt i processen” forklarer Sørensen.

En smittende atmosfære

Det agile miljø er spirende i BEC. Det er tydeligt, hvordan implementeringen af SAFe og de agile arbejdsgange gennemsyrer hele organisationen. Og for ProData-konsulenten har det været en smittende oplevelse at være en del af BEC's agile rejse indtil videre.

”Fra top til bund er der en utrolig entusiasme omkring arbejdet med SAFe. Hele organisationen står bag, og det er tydeligt at mærke. Det er en tilgang, jeg godt kan lide, og det er spændende at være en del af,” afslutter Kent Meiling Sørensen. 


Det agile team i SAFE®

"Det ‘agile SAFe team’ er en tværfunktionel gruppe af 5-10 personer, der har evnerne og autoriteten til at definere, bygge og teste elementer af en værdiskabende løsning – alt sammen inden for en kort iteration. Det agile team består af et udviklingshold, en scrum master og en product owner. Teamet opererer inden for rammerne af ART'en, men er selvorganiserende og selvstyrende. Uden effektive agile teams, der består af bemyndigede og motiverede personer, kan organisationer ikke opnå de større forretningsmæssige fordele ved lean-agile-udvikling."

Kilde: http://www.scaledagileframework.com/agile-teams/ 


Blå bog:

Navn:Kent Meiling Sørensen

Titel:Løsningsarkitekt, ProData Consult. På opgave hos BEC.

Alder: 52

Udd.:EDB-assistent fra 1985

Kent Meiling Sørensen er en erfaren IT-konsulent, der blandt andet har løst opgaver for PBS, SDC og nu BEC.