Få mere ud af dine konsulenter

Interview med Kim Bendixen, økonomidirektør, Danske Commodities.

Hvordan får en virksomhed mest ud af sine eksterne konsulenter? Og hvad skal der til for at få et produktivt samarbejde op at stå? Det har vi spurgt Kim Bendixen om – tidligere managementkonsulent og nuværende CFO i virksomheden Danske Commodities.

For at få mest muligt ud af sine konsulenter skal man først og fremmest have fat i de bedste. Når Danske Commodities går på jagt efter nye konsulenter, griber den tidligere managementkonsulent Kim Bendixen ofte telefonen og ringer til et af de konsulenthuse, som virksomheden samarbejder med. Konsulenthuse, der kender forretningen og kan hjælpe til med at udvælge de bedste konsulenter til opgaven. Men Kim Bendixen står også selv for at interviewe nogle af konsulenterne og tage referencer på dem, fordi han vil være sikker på, at de er dygtige inden for deres felt og passer til både opgaven og Danske Commodities. Som han siger:

”Den tid, man tager sig til at finde den rette konsulent fra starten af, er virkelig godt givet ud.”

Ansættelsesproceduren

Erfaringen har lært økonomi-direktøren at tage sig tid til at finde de rigtige ressourcer. Fra første gang, Danske Commodities hyrede en konsulent, til nu har virksomheden været igennem en modningsfase. I forhold til tidligere bruger Kim Bendixen og hans team nemlig mere tid på at tjekke, om cv’et er i overensstemmelse med sandheden, om det, som konsulenten siger til interviewet, matcher cv’et – og om referencerne er gode. Den tilgang er en følge af, at enkelte konsulenter undervejs ikke helt har kunnet leve op til deres cv. Kim Bendixen siger:

”Ikke alt kan afdækkes i løbet af en samtale, men vi spørger ind til, hvad konsulenten har arbejdet med, hvilke resultater han/hun har opnået, og hvor han/hun er stærkest, så vi får et godt billede af vedkommendes kompetencer, og hvordan han eller hun passer ind i rollen og temaet. Vi anvender også nogle af de samme ledelsesværktøjer, som når vi fastansætter, fx skabeloner til interviews og personlighedstests. Det tager lidt tid at få konsulenterne 100 procent op i gear, så det er meget vigtigt for os at få den rigtige konsulent fra dag ét.”

Løbende evaluering

Evaluering af konsulenterne foregår både i dagligdagen og efter hvert opgaveforløb. Nogle gange er virksomheden så begejstret for en konsulent, at de, efter aftale med konsulenthuset og såfremt konsulenten ønsker det, tilbyder at fastansætte vedkommende.

”Vi giver også feedback til konsulenten personligt og til konsulenthuset. Den tætte dialog er med til at fremme samarbejdet,” siger Kim Bendixen.

Klarer en konsulent sig mindre godt, tager Danske Commodities det i opløbet, men det sker sjældent, da virksomheden generelt får valgt de rette folk til opgaverne.

Klare målsætninger

Men at skaffe de rette folk er kun det første skridt på vej mod et succesrigt kunde-/konsulent- samarbejde. Danske Commodities gør meget ud af at få en tæt dialog mellem de ansatte og konsulenterne. Det er vigtigt at have klare målsætninger med de konsulenter, der kommer ind, og hvad de skal opnå, så begge parter er 100 procent klar over den merværdi, konsulenterne skal bidrage med – hvilket helt naturligt giver et bedre samarbejde. Kim Bendixen fortæller:

”I langt større virksomheder kan konsulenter nogle gange føle sig overset, og der er ofte afstand mellem fastansatte og konsulenter, men det er ikke tilfældet hos os. Både fordi vi er opmærksomme på det og på grund af virksomhedens størrelse. Vores ansatte føler sig heller ikke truet af konsulenterne. Vi har i år ansat mere end 10 medarbejdere om måneden, og medarbejderne ved, at konsulenterne støtter op omkring forretningen og er med til at sikre en positiv udvikling.”

Samtidig følger Danske Commodities tæt op på konsulenternes resultater, og Kim Bendixen fornemmer, at konsulenterne er meget interesserede i den løbende dialog.

”De kan hurtigt få den opfattelse, at de ikke er en del af teamet, hvis ikke man er tæt på dem. Vi har lige fået en ny ProData-konsulent. Han fortalte i går, at han var glad for opstarten, hvor målene for hans opgaver var blevet afstemt, han var blevet introduceret for de medarbejdere, han skal arbejde sammen med, og briefet på de forskellige systemer.”

Konsulentens bidrag

Danske Commodities forventer dog også feedback den anden vej. Forventningsafstemning er et vigtigt punkt, og konsulenten skal give lyd, hvis noget ikke matcher hans eller hendes forventninger.

”Vi sætter rammerne, så konsulenterne har mulighed for at give åben og ærlig feedback. Vi fortæller dem, når de starter, at det er vigtigt for os, at de også melder tilbage om deres oplevelser og samarbejdet – så vi kan blive bedre.”

Og det er ikke bare en sympatisk udmelding fra virksomheden – Kim Bendixen oplever netop at få besked, når noget ikke fungerer optimalt.

”Det kan være noget, vi ikke har været opmærksomme på internt – der har vi stor gavn af at få feedback fra en konsulent, der ofte ser tingene på en anden måde. Og det tager vi til os.”