Interview med Hans Peter Vibe, CTO, IBM.

IBM satser på systems of insight

Interview med Hans Peter Vibe, CTO, IBM.

IBM’s strategiske fokus for Danmark i 2015 kan brydes ned i to gamle it-travere og et helt nyt begreb. Fælles for de tre områder er, at de alle har potentialet til at sætte turbo på forretningsudviklingen på tværs af brancher.

Da en IBM-topchef i begyndelsen af 2013 skulle forklare verden, hvad IBM ville satse på i fremtiden, sagde han Big Data, cloud computing og såkaldte systems of engagement. Da KonsulentNyt ca. to år senere spørger Hans Peter Vibe, CTO/Technical Leader i IBM Danmark, hvad overskrifterne er for 2015, gentager han 2013-budskaberne, men tilføjer, at IBM siden da har bygget videre på begrebet om systems of engagement, udvidet det med systems of record for at komme frem til systems of insight. Forvirret? Bare rolig, senere lader vi Hans Peter Vibe fortælle, hvad der gemmer sig bag de forskellige systembetegnelser, og hvorfor IBM satser så hårdt på dem.

Analytics har kæmpe værdi

Allerførst får han lov til at forklare, hvorfor Big Data er og bliver én af de varmeste termer, ikke bare i it-branchen generelt, men altså også for IBM.

“Big Data handler meget om analytics,” indleder han. “Vi har fokus på, hvordan vi kan transformere virksomheder og hele industrier ved hjælp af større indsigt i deres data. Det kan eksempelvis være et analyseværktøj til vognmanden. Med et godt analyseværktøj kan han lige pludselig se, hvilke chauffører der kører mindst og mest på en tankfuld benzin. Han kan lægge mere optimale kørselsruter for chaufførerne, og han kan automatisk få besked, hvis en motor trænger til service – før den bryder sammen. Samme analytics-tankesæt kan man overføre til vindmølleindustrien, flyindustrien osv. Alt, hvad man kan forudsige, så en produktion ikke standses, har kæmpe værdi,” siger Hans Peter Vibe.

Watson

Hans Peter Vibe forklarer, at IBM har forskellige analytics-platforme, som de alle forventer flere brugere på i 2015. Bl.a. SPSS Predictive Analytics, som er software, der kan hjælpe virksomheder med at forudsige, hvad der med sandsynlighed vil ske, så de kan træffe bedre beslutninger, løse problemer og forbedre resultater. IBM har også den mere traditionelle Business Intelligence-software i Cognos. “Og så har vi Watson,” siger Hans Peter Vibe.

Watson hører under kategorien kognitiv analytics, forklarer han. Watson-systemet kan forstå sammenhænge i sprog, og hvad sprog betyder i forskellige kontekster. Det er meget anvendeligt i eksempelvis forskningsmiljøer, hvor man opererer med forskellige hypoteser og gerne vil matche de hypoteser mod al den litteratur, der findes på et givent område. Det kan ingen menneskelig hjerne overkomme at læse, men det kan Watson.

“I visse tilfælde vil man kunne skære forskningsprocesser ned fra halve år til få måneder,” siger Hans Peter Vibe. “Analytics vil fortsætte med at vokse i IBM i 2015. Eksempelvis inden for finanssektoren, så pengeinstitutterne kan foretage investeringer på et mere oplyst grundlag.”

Hurtigere time to market

Det andet store fokusområde for IBM i 2015 er cloud computing. Her forklarer Hans Peter Vibe, at IBM satser stort på PaaS-produktet Blumix.

“IBM Bluemix skal betragtes som en meget stor værktøjskasse til at bygge, håndtere og drifte apps til eksempelvis web, mobile enheder og Big Data. Funktionaliteten i løsningen omfatter bl.a. Java, mobil backend-udvikling og applikationsmonitorering samt open source. Pointen er, at man sparer betydelig tid i udviklingsfasen sammenlignet med en traditionel proces, og at den sparede tid er med til at give hurtigere time to market. Uden at overdrive kan man bygge infrastruktur og middleware til et ret komplekst system på et par timer. I en typisk stor virksomhed kan det tage et halvt år,” siger Hans Peter Vibe og nævner, at det som udvikler også er godt at kende til begrebet Software Defined Environment (SDE), hvis man ikke allerede gør det i forvejen.

“I et SDE kan man provisionere et komplet miljø, ikke bare infrastruktur, men også databaseservere, applikationsservere, message-tools-servere, push-servere til mobil osv. – som en 100 pct. automatiseret proces.”

IBM DevOps

En anden af de centrale cloud-begreber i IBM-verdenen er IBM DevOps. Det er en platform, der integrerer og udligner det klassiske skel mellem udvikling og drift ved at automatisere infrastruktur og workflows.

“DevOps-konceptet går ud på, at man får feedback på alt. Dvs. fra test-loops, fra fysiske servere osv. Al den feedback samler man, så man lynhurtigt kan ændre det nødvendige og hurtigt få koden ud på markedet,” siger Hans Peter Vibe.

Han forklarer, at en afledt effekt af at automatisere installationen af infrastruktur og platformskomponenter er, at mange af de nuværende driftsfolk i datacenteret får en anden rolle.

“Ofte er det jo konsulenten, der skal hjælpe virksomhederne igennem transitionsfasen med at udvikle applikationer på nye og mere agile måder. Det er en rådgivningsopgave, som konsulenterne skal tage på sig, hvis de vil blive ved med at have værdi. Og så skal de være sindssygt skarpe på de nye teknologier på markedet. Automatiseret test er eksempelvis én af de ting, vi kommer til at sætte fokus på i 2015. Jo mere du kan automatisere dit udviklingsloop og dine testsystemer, jo hurtigere time to market.”

Systems of insight

Og så er vi nået til det sidste af de tre overordnede fokusområder for IBM i 2015. De mange systembetegnelser.

“Vi opererer med et begreb, der hedder systems of record,” starter Hans Peter Vibe. “Systems of record er basalt set alle de traditionelle transaktionsdata, man har liggende i sit datacenter. Så er der systems of engagement, som dækker over alle de data, der bliver indsamlet om de enkelte brugere og deres fælles interaktion på nettet. I 2015 kommer vi til at forbinde systems of record med systems of engagement for at finde nye sammenhænge i mødet mellem de historiske data og de mere dynamiske adfærdsdata. Det overlap kalder vi for systems of insight,” afslutter Hans Peter Vibe.

“Systems of insight kommer til at tage hele industrier med storm.”


Apple og IBM i app-samarbejde

Hvis man ikke allerede vidste det, så indgik IBM og Apple i sommeren 2014 en partnerskabsaftale om at levere en helt ny type virksomheds-apps. De første er nu på markedet inden for følgende områder:

Flyindustrien – The Passenger app gør det muligt for flypersonale hurtigt at ombooke passagerer, der allerede befinder sig i luften, når de har vished om, at de misser deres næste fly. Appen forandrer nervøse øjeblikke til muligheder for flyselskabet og skaber en mulighed for at vinde kundernes loyalitet

Forsikringsbranchen – The Retention app hjælper forsikringsfolk med at holde styr på deres travle hverdag – prioritering og færdiggørelse af opgaver til tiden og udførelse af rutineopgaver på den mest effektive måde - alt sammen for at give kunden en bedre oplevelse og muligheden for at tiltrække nye kunder

Teleindustrien – The Expert Tech app giver teknikere mulighed for at forberede sig bedre til møder samt at give en mere nøjagtig analyse på opståede problemer og derved minimere teknikerens spildtid hos kunden